sæbeværkstedet
Beauty

Vegansk hjemmespa med lækkerier fra Sæbeværkstedet

Findes der noget mere afslappende end et dejligt, varmt og velduftende karbad efter en lang arbejdsdag? Jeg tror det næppe. Desværre er drømmen om et badekar på løvefødder endnu ikke gået i opfyldelse og jeg må lade mig nøje med et fodbad i en opvaskebalje…

Selvom min hjemmespa langtfra er så glamourøs, som jeg måske kunne ønske, er der stadig håb for en god oplevelse. Lækre, plejende produkter kan nemlig gøre hele forskellen for følelsen af velvære – det bilder jeg mig i hvert fald ind.

I dag har jeg prøvet to nye produkter fra Sæbeværkstedet. Det vil sige, produkterne er ikke nye, men de er nye for mig, da jeg ikke har haft fornøjelsen af at prøve dem, før for ganske nylig. Det skønne ved Sæbeværkstedet er, at de udover at benytte lækre, naturlige ingredienser i produktionen også har valgt at mærke de produkter, som er veganske – Yay! 

Måske kender du allerede til Sæbeværkstedet og har dine egen favoritter, måske har du set deres produkter på hylderne i din lokale helsekost eller måske er det en af de ting, som du aldrig har lagt rigtig mærke til. Uanset hvad, får du her en lille anmeldelse af to udvalgte produkter.

Rosa ler

Rosa ler er et pulverprodukt, som blades med vand og derefter kan bruges som ansigtsmaske. Den er beregnet til sart og følsom hud og skulle efter sigende kunne absorbere urenheder og tilføre vigtige mineraler til huden. 

rosa ler sæbeværkstedet

Producenten anbefaler 2 spsk rosa ler til 1 spsk vand. Da jeg skulle blande masken, syntes jeg, det lød af lidt rigeligt, med 2 spsk ler, så jeg prøvede mig frem med en mindre mængde. Til denne maske brugte jeg 2 tsk rosa ler til 2 tsk vand og fik en lækker cremet maske, der var let at påføre og fordele på huden. Det virkede som en meget passende portion.

Jeg lod masken sidde til den var næsten helt tør, hvorefter den let kunne fjernes med en fugtig vaskeklud. Om min hud er blevet renere, skal jeg ikke kunne sige, men den føles frisk og babyblød.

Badesalt med kamille og lavendel

Badesaltet kan både bruges i karbad og i fodbad. Anvisningerne fra producenten siger ca. 1 spsk til et fodbad, så det var ca. den mængde jeg brugte i min opvaskebalje. Saltet skulle være særligt rigt på magnesium og indeholde andre gode mineraler og mikronæringsstoffer.

I saltet er der blandet levendelolie og økologiske tørrede kamilleblomster. De tørrede kamilleblomster suger vand og svulmer op, som små, bløde badesvampe. Duften af lavendel og kamille er fantastisk dejlig, frisk og beroligende – det er ren aromaterapi! 

aromaterapi

You may also like...

1 Comment

  1. […] Læs også Vegansk hjemmespa med lækkerier fra Sæbeværkstedet. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.