kaffekop
Travel

Top 5 bedste veganske spisesteder i Berlin

Jeg er så heldig at være vokset op med rejseglade forældre, der har taget mig med på eventyr rundt omkring i Europa. Senere er min kæreste blevet min rejsepartner og særligt én by har gjort stort indtryk på os – den veganske hovedstad, Berlin.

Ikke nok med at byen er spækket med kulturhistorie og smukke attraktioner. Det er også et rent madparadis med restauranter, caféer, bagerier og hele supermarkeder – alt sammen 100% vegansk! Vi har flere gange besøgt byen og har efterhånden fået nogle favoritter, som jeg gerne vil dele med jer.

Inden jeg glemmer det, vil jeg i øvrigt anbefale appen Happy Cow, som hjælper med at finde veganske spisesteder og indkøbsmuligheder via telefonens gps – det er super smart! Der findes både en gratis udgave og en som koster i omegnen af 40 kr. Hvad forskellen på de to er, kan jeg ikke svare på, for jeg har kun prøvet den gratis version og den fungerer fuldt ud tilfredsstillende. Nåmen, det var et lille sidespring – tjek appen ud, hvis du lyster. Her kommer min top fem over veganske spisesteder i Berlin.

 

spisesteder i Berlin

spisesteder i Berlin

1// Vaust. En lille, hyggelig restaurant i den vestlige del af byen, der tilbyder veganske specialiteter i topklasse. Vaust skuffer aldrig og der er altid noget nyt og spændende på menuen. Her tager jeg hen, når jeg gerne vil imponeres og trænger til en rigtig god madoplevelse. Vaust er det perfekte sted at invitere kæresten/ægtefællen med på date! Prismæssigt ligger restauranten i den lidt dyrere ende af skalaen, men det er penge godt givet ud. Vaust har i øvrigt deres eget mikrobryggeri og tilbyder forskellige øl fra egen produktion.

 

spisesteder berlin

vegansk kage

2// Die Leckereienfabrik. En utrolig hyggelig, lille café i den vestlige del af Berlin. Her kan man spise brunch, lækre hjemmelavede sandwiches, raw kager mm. Vil du prøve noget helt specielt, kan jeg anbefale agurkesodavanden, Cocumis, som er frisk og lækker på en varm sommerdag. Jeg smagte den første gang i sommeren 2015 og det var kærlighed ved første sip! Desværre er det ikke lykkedes mig at finde Cocumis andre steder end hos Die Leckereienfabrik – hvilket jo giver mig endnu en god grund til at besøge caféen.

 

vegansk brunch

Geh Veg Berlin

vegansk spisesteder i berlin

3// Geh Veg. En lille Café, som byder på masser af lækkerier. F.eks. denne skønne, farveringe breakfast-tallerken med alt hvad hjertet kan begære – 100% plantebaseret og så kommer kaffen i de sødeste kopper.

 

fastfood Berlin

vego foodworld

4// Vego Foodworld. Når man bare har lyst til junkfood er Vego Foodworld stedet! Her kan man vælge mellem et hav af forskellige burgere, pizzaer eller hele menuer. Fastfood restaurantens ydre ser ikke ud af ret meget og er ikke så indbydende, men indenfor er der faktisk meget hyggeligt – maden er lækker, betjeningen i top, og prisen overkommelig.

 

Goodies

Goodies Berlin

5// Veganz Goodies. Når man alligevel besøger det 100% veganske supermarked, Veganz, kan man jo lige snuppe en kop kaffe og et stykke kage hos den tilhørende café, Goodies. Caféen ligger i forlængelse af Veganz og byder også på andre lette anretninger hvis kage ikke er nok. 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.