Jeg elsker at lave mad og deler gerne ud af min kærlighed til madlavning. Mad skal laves af gode, naturlige råvarer, uden en masse mærkelige tilsætningsstoffer. Det skal smage godt og bidrage med alle de næringsstoffer kroppen har behov for. Når det er sagt, skal der selvfølgelig også være plads til lækkerier og desserter. De opskrifter jeg deler er plantebaserede og indeholder derfor hverken kød, æg eller mælkeprodukter. Med andre ord er mine opskrifter 100% veganske. Jeg har stor interesse for det plantebaserede køkken og er bestemt heller ikke bange for de udfordringer, det af og til kan medbringe. Jeg synes det er en sjov og lækker måde at spise på.

Den plantebaserede kost ligger nok lidt fjernt fra, hvad de fleste danskere kender, for vi er trods alt et landbrugsland, hvor kød, æg og mælkeprodukter udgør en stor del, af den typiske diæt. Jeg er selv født og opvokset i en kødelskende familie, hvor min far sågar selv producerer julemiddagen.

Hvorfor vælge plantebaseret?

Ulempen ved vores forbrug af animalske fødevarer er, at de bidrager til forurening og global opvarmning. Derfor synes jeg det giver god mening, at skære ned på forbruget af animalier, til fordel for flere vegetabilske fødevarer. Frugt og grønt er ikke kun sundt for klima og miljøet, det er også sundt for os.

“Men er det ikke dyrt at spise plantebaseret?”

Dét spørgsmål har jeg ofte fået. Svaret er nej, det synes jeg faktisk ikke. Hvis man køber ind efter årstiderne, er der endda penge at spare på frugt og grøntsager. Dertil kommer, at kiloprisen på bønner og linser, som regel ligger langt under kiloprisen på animalske proteiner.

Fordele ved vegetabilske proteinkilder

Linser, bønner og kikærter er gode kilder til protein og fordi de samtidig indeholder masser af kostfibre, mætter de også længe. Dertil kommer at de plantebaserede proteinkilder, modsat de animalske, er helt fri for mættede fedtstoffer, som er bl.a. er medvirkende til overvægt og deraf følgende livsstilssygdomme. Der er altså masser af sundhedsmæssige fordele, ved at spise mere plantebaseret.

Madlavning uden animalske ingredienser er stadig meget nyt for mange danskere. Jeg ser denne side som en god mulighed for, at dele ud af mine opskrifter og erfaringer – og jeg har masser af begge dele.

img_2824