kaffe
Culture & lifestyle

Fem november favoritter

November måned 2016 har budt på lidt af hvert. Det har været den varmeste november siden 2006 og vejrmæssigt har den stået på både sol og tørvejr, blæst og regn. Mine favoritter denne måned afspejler helt sikkert efteråret, men også den nærtstående juletid.

1// Vegansk Chai te med vanilje af mærket Simple. Jeg er simpelthen så forelsket i denne te! Den er krydret, varm og sød – uden at være for sød. Og så smager den så englene synger. Jeg blander den op med soyadrik, men jeg er overbevist om at den vil fungere godt i alle slags mælk, så I kan bare blande den med jeres egne favoritter. Simple chai te forhandles hos Astrid og Aberne. Prisen på de forskellige varianter af chai te er forskellig, men vaniljeteen, som er den jeg har forelsket mig i, er den dyreste og koster 114,95,-.

2// Favorit nr. to er en rød læbestift fra PHB (Pure Handmade British). Hvis du ikke allerede er bekendt med brandet, kan jeg kort fortælle, at alle produkterne er håndlavede af økologiske, fairtrade ingredienser og er 100% veganske og cruelty free. Da Vegan Cph Cosmetics sendte mig et par læbestifter fra PHB, var forventningerne store, for deres øvrige produkter er ganske enkelt sublime. Læbestiften skuffede bestemt heller ikke og kvaliteten er som forventet helt og aldeles upåklagelig. Min favorit er læbestiften i farven Terra Cotta. Den er meget vintage og giver et klassisk, sufistikeret look, som jeg personligt er ret vild med. Læbestiften forhandles på VeganCphCosmetics.dk og koster i skrivende stund 124,-.

3// The Fault In Our Stars – den absolut bedste tudefilm fra 2014. Helt kort handler filmen om den unge pige Hazel, der er dødeligt syg af kræft. Hun forelsker sig i Gus, som selv har kæmpet med kræft, men er erklæret rask. Deres forhold bringer liv og eventyrlyst til Hazels tilværelse og alt ser lidt lysere ud, indtil Gus’ kræft vender tilbage. Jeg ved ikke hvilken osteklokke jeg har boet i, men det er første gang jeg hører om denne rørende film, som uden tvivl er et must see, hvis man er til kærlighed og drama.

4// Alpro Go On (plantebaseret yoghurt) er et super nemt og lækkert mellemmåltid når man er på farten og sniger sig derfor også ind som en af månedens favoritter. Så vidt jeg ved, er der tre varianter på markedet – en med solbær, en med mango og en med passionsfrugt. Jeg har kun smagt to af udgaverne – solbær og passionsfrugt. Solbærsmagen bliver en smule for kraftig og sød for mig, men jeg er til gengæld helt vild med passionsfrugtudgaven!

5// Månedens sidste favorit er noget, som jeg oplever, at man enten er til eller også er man ikke – nemlig yoga. Personligt synes jeg det er en fantastisk måde at få brugt kroppen på i de perioder, hvor man ikke måske ikke kommer så meget ud og får rørt sig, men yoga kan også bruges som supplering til den træning/motion man ellers dyrker. Jeg faldt tilfældigvis over et gratis 30-dages program på YouTube, som jeg er halvvejs igennem. Nogle af sessionerne er ret korte, men har man tid til det, kan man sagtens snuppe to-tre sessioner i træk og på den måde komme op på en halv til en hel times yoga.

Således nåede vi igennem november måneds fem favoritter. Om favorit-indlæggene bliver fast kutyme her på bloggen eller bare noget der sker engang imellem, må tiden vise. Jeg håber i hvert fald, at I er blevet nysgerrige på noget af det jeg personligt har nydt, i løbet af måneden der gik. Måske du selv har fået lyst til, at prøve en ting eller to? Tak fordi I læser med! 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.