elstar æbler
Culture & lifestyle Recipes

4 idéer til, hvordan du skal bruge havens mange æbler

Havens æbletræer bugner af modne æbler i efteråret. Mange flere end man kan nå at spise. Æbler smager fantastisk og så er det i øvrigt en af de fødevarer, som er allermest CO2 neutral – i hvert fald hvis træet står i din egen have. Det giver derfor rigtig god mening, at få så meget ud af sine friske æbler som muligt, så man kan nyde godt af dem, indtil de igen er i sæson.

Lidt om æbler og sorter

Et æble er ikke bare et æble. Forskelle i syrlighed, konsistens og egenskaber gør, at forskellige sorter er mere anvendelige i forskellige sammenhænge.

Madæbler bruges typisk i alle former for opskrifter og er kendetegnet ved deres syrlighed. Eksempler på madæbler kan være Belle de Boskoop og Bramley.

Sorter der har en god balance mellem sødme og syrlighed er derimod gode spiseæbler. Eksempler på spiseæbler kan være Holsteiner Cox, Discovery og Aroma, som også er dem, vi typisk finder i supermarkedet

3 idéer til, hvordan du skal bruge havens æbler

1# Æblemost

Har du nedfaldsæbler? Lad dem ikke gå til spilde. De kan med fordel bruges til most.

Æblemost er noget af det lækreste, men det er allerbedst, når det er lavet af æblerne fra ens eget træ!

Sorter med kraftig smag og en del syre, f.eks. Holsteiner Cox, giver en fantastisk most, men det samme kan opnås med mange andre sorter og blandinger af forskellige sorter.

Giv mosten et hurtigt opkog og fyld den på rene flasker, mens den stadig er varm. Det vil øge holdbarheden.

Æblemost kan også fryses ned til senere brug. Jeg kan varmt anbefale, at gemme et par flasker til december måned, hvor det igen er højsæson for gløgg. Prøv f.eks. denne opskrift på æblegløgg.

2# Kompot

Æblekompot eller mos er en anden god idé, man kan bruge sine nedfaldsæbler til. Kompotten kan bruges i mange sammenhænge, f.eks. i havregrød, bagværk og desserter.De fleste sorter egner sig til kompot. Her gør det heller ikke noget, hvis æblet er blevet lidt stødt. Spiseæbler giver en sød kompot, uden at man behøver tilsætte ekstra sukker.

Når jeg laver æblekompot, starter jeg altid med at skrælle æblet, skære det i både og fjerne kernehuset. Dernæst kommer jeg æblerne i en gryde, sætter gryden over et lavt blus og lægger låg på. Jeg tilsætter hverken vand, sukker eller noget andet.
Æblerne får lov at stå og hygge sig, mens jeg af og til røre lidt rundt i gryden. Når kompotten har den ønskede konsistens, kan den evt. smages til med sukker, inden den hældes på rene glas. Et uåbnet glas kan holde sig i flere måneder.

3# Sirup

Den sidste idé jeg vil dele med jer, er at lave æblesirup. Sirup er ganske anvendeligt som erstatning for sukker og honning, og den milde smag af æble gør den ekstra delikat.

Jeg fylder gerne et lille patentglas med blandede nødder og tranebær, og overhælder blandingen med æblesirup – det giver den mest fantastiske nøddesirup, som kan bruges til veganske ostemadder, tilbehør og desserter.

Opskriften på æblesirup er vældig simpel.
Du skal bruge ½ kg æbler uden kernehus og gerne skåret i mindre stykker. Dem lægger du i en gryde med ca. 6 dl vand og ½ vaniljestang, som du bringer i kog og lader simre 30 minutters tid.
Si derefter æblestykker og vaniljestang fra. Til det plejer jeg at bruge et osteklæde, men et rent viskestykke i en si, kan også gøre det.
Hæld væsken tilbage i gryden, tilsæt 200-250 g rørsukker og lad siruppen koge ind i 10-15 minutter under jævn omrøring. Sirup bliver mere fast i konsistensen og mindre flydende når den bliver afkølet, så pas på du ikke koger den for meget ind og vær varsom med at brande den på.
Siruppen hældes på rene glas eller flasker og opbevares koldt.

4# Chips

Æblechips er en lækker og sund snack. Har du børn, vil de helt sikkert synes det er sjovt, at være med til at lave og et hit at have med som formiddags-snack i madpakken. Opskriften er super simpel, men kræver en del tålmodighed. Find opskriften på æblechips her.

You may also like...

6 Comments

  1. Tak for et par gode æbletips

    Kh Maria Sije

    1. Velbekomme Maria Sije – og tak for den gode opskrift på æblechips

  2. […] Lave æblemost, se flere idéer til brug af havens æbler her hos linemailis.dk/havensæbler […]

  3. Rigtig gode idéer. Jeg havde slet ikke overvejet at man kunne lave kompot sådan 😀 Det må prøves! Jeg kunne godt bruge noget til at peppe min havregrød op med. Men hvad vasker du glasset i? Atamon?
    Jeg har forresten delt dit link med mine følgere. De skal da ikke snydes for for dine gode idéer. 🙂

    Rigtig god aften til dig :*

    1. Hej Lise 🙂
      Jeg beklager det sene svar – har haft en sindssyg arbejdsuge med syge kollegaer og en masse overarbejde.
      Hvis du bruger et sylteglas, kan du nøjes med at skolde det i kogende vand, lige inden du fylder varm kompot deri. På den måde får du dræbt alle baktusser og du konserverer kompotten ved at lukke låget tæt, imens det stadig er kogende varmt.
      Du kan også skylde et rengjort glas med atamon, men så må kompotten ikke være kogende når den kommer i glasset – ellers virker atamonen ikke. Bruger du metoden med atamon, bør du også komme atamon i selve kompotten, for at konservere den 🙂
      Kh Line Mailis

  4. […] Læs også: 4 idéer til, hvordan du skal bruge havens mange æbler […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.