Budgetvenlig veganisme
Culture & lifestyle

3 tips til budgetvenlig veganisme – gæsteblogger Lisesommerlund.dk

“Julen varer længe, koster mange penge…” Sådan lyder de sidste linjer i Højt fra træets grønne top. En sang som mange af os sikkert for nylig har sunget, mens vi med fulde maver og lavvande på kontoen gik hånd i hånd om juletræet.

Gæsteblogger Lise, fra LiseSommerlund.dk, skriver til daglig om økonomi og minimalistisk livsstil. I indlægget her, deler hun sine tips til, hvordan du bliver en sund veganer med en lige så sund økonomi.

Rigtig god fornøjelse!

Budgetvenlig veganisme?

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at leve budgetvenligt som veganer. I indlægget her vil jeg fortælle dig, hvordan du kan spare rigtig mange penge som veganer. Faktisk har jeg 3 tips til dig, som kan spare dig flere tusind kroner hver måned, hvis du følger dem alle. Fedt ikke?

Jeg hedder Lise og jeg blogger normalt på Lisesommerlund.dk. Jeg er fra ’86 og blogger om mit liv, men særligt om sund økonomi og minimalisme. Jeg går ind for den plantebaserede kost og har altid min blog 100% veganer venlig. Jeg er tit på besøg her hos Line som fast læser og vi er del af samme netværk Blogger By Heart. Tusind tak til dig Line, for at lade mig gæste blogge her i dag. Det er altid fedt, at blive luftet lidt.

Veganisme & Minimalisme

Mange minimalister interesserer sig også for veganisme. Det hænger tit sammen med, at tanken om minimalisme tit udspringer af at ville gøre noget godt for den verden vi lever i. Minimalister og veganere har tit den samme tendens. Først vågner vi op og så vågner vi RIGTIGT op, og ser vores verden på en helt ny måde. Vores syn ændres og vi optages tit af emner omkring bæredygtighed og less waste.

I dag vil jeg hjælpe dig med at knække koden til, hvordan du kan leve budgetvenligt som veganer. Så her får du mine tips til dig.

3 tips til budgetvenlig veganisme

1. Gå udenom færdig retter og produkter

Jeg siger ikke at det er nemt, men færdig retter er mange veganeres akilleshæl. Selvom det måske er fedt, når du lige starter ud. Så er der altså federe ting i verden end den veganske færdigret fra Aldi. Få fat i en fryser og lav en masse retter selv. Sæt en dag af til det, så fryseren kan blive fyldt op af sund og lækker mad, som ikke koster dig flere hundrede kroner om måneden. Jeg gør det selv, så her er fire favoritter fra mig:

Cremede supper

Jeg er helt vild med suppe, især her i efteråret. Vi laver tit en stor portion og fryser resten ned. Så har vi til en dag, hvor vi ikke har tid til at lave mad. Gå efter sæsonens grønt, så sparer du flest penge.

Hjemmelavede spreads

Gør dig selv en tjeneste og lav en række spreads til fryseren. Så har du noget nemt og budget venligt at putte på brødet. Jeg kan for eksempel anbefale svampe spreads med cashew nødder som jeg selv elsker.

Find Lise Sommerlunds opskrift på svampespread her.

Falafler

Vi er rigtig glade for falafler herhjemme og faktisk har Line selv en god opskrift lige her: Falafler – Opskriften enhver vegansk blog skal have. Vi har haft kæmpe success med at fryse dem og tage dem med i madpakken efterfølgende. Vi spiser dem som regel i tortillas eller med salat og brød.

Easy peasy

Easy peasy er en base til mange veganske retter. Jeg river løg, hvidløg, gulerod, rød peberfrugt, knoldselleri og tilsætter lidt majs. Jeg bruner og varmer blandingen op og tilsætter lidt boullion. Herefter udportionerer jeg det,. Så jeg nemt kan tø det op, når jeg har brug for det. Det er en god base til især mange gryderetter, chili sin carne, kikærte curry eller lasagne. Det en super nem måde at lave aftensmad på, når den første del er lavet.

2. Skift fokus fra køderstatninger

Du kan spare rigtig mange penge ved at vende blikket væk fra veganske køderstatninger. Jeg siger ikke at du skal droppe alt, men jeg siger at du kan spare rigtig mange penge, ved at fokusere på retter med for eksempel bønner og linser i stedet. Tit synes jeg ikke engang at de minder om deres “fætre” i køddisken. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal synes. Jeg er gammel laborant, så hvis du vil høre mere om den viden, jeg har omkring fødevare produktion. Så kan jeg anbefale dig at læse indlægget her: Hvad er en plantebaseret kost. Hvor jeg også fortæller, hvorfor jeg helst går udenom forarbejdede fødevarer.

3. Skab et basis lager

Jeg har egentlig skrevet om det i indlægget her: Spar tid og penge på mad. Efter min mening så er det virkelig vigtigt at skabe sig et basis lager som veganer. Også for din egen sundheds skyld. Det er jo ikke meningen at du skal leve af pomfritter og cola, bare fordi det er nemt og vegansk. Som inspiration så kan du lige få min top 3 i mit basis lager når det skal være nemt og hurtigt.

  1. Flåede og hakkede tomater – Det er et sted, hvor jeg ikke kan spare ved at lave det selv.
  2. Røde linser – Kan nemt tilføjes i supper og til “Easy peasy”, som jeg snakkede om ovenfor. Sammen med nogle dåser tomater, så er der aftensmad.
  3. Svampe mix fra frost – Kan nemt laves til wannabe risotto. Udover ris og hvidvin, så tilføjer jeg en masse gærflager. Lidt mel for en cremet konsistens og masser af timian, salt og peber. En variation er også at tilsætte ærter. Det smager altså godt uhmmm 🙂

Det var alt fra mig. Jeg håber at du kunne bruge mine 3 tips, som jeg mener både vil gøre dig sundere og rigere 😉 Hvis du vil læse mere fra mig, så er du velkommen til at slå et smut forbi Lisesommerlund.dk

Hav det fantastisk og vi ses

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.